KLIK PÅ IKONERNE OVENFOR...

Sådan spiser vi

Måltiderne spiller en særlig rolle på Pederstrup Efterskole. Det er her, man samles i løbet af dagen, og ofte også her at mange tanker får frit løb. Et måltid er mere end bare mad. Det er samværet omkring maden.

Derfor forventer vi, at alle møder til måltiderne, med mindre andet er aftalt med vagtlæreren. Vores køkken – som i øvrigt har en elitesmiley – serverer 6 måltider dagligt, 3 hovedmåltider morgen, middag og aften samt mellemmåltider. Vores måltider tager udgangspunkt i de officielle kostråd, så maden er varieret, og der er altid salatbar til dagens varme måltid, som i hverdagene serveres til frokost. Der er som regel plads til lidt ekstra hygge i weekenderne.

Vores måltider indtages i spisesalen, morgen og middag skal man sidde sammen med sin kontaktgruppe. Til aftensmaden må man som regel selv bestemme. Ved alle måltider er der en buffet, og man kommer op på skift for at forsyne sig.

På Pederstrup Efterskole skal alle eleverne på skift deltage i køkkenarbejdet sammen med den daglige leder af køkkenet. Køkkentjansen løser man sammen med sin kontaktgruppe 1 uge ad gangen – i løbet af skoleåret skal man i køkkenet 3-4 gange.